Hvad er en venøs lidelse?
Hævede ben, venøs hævelse/ødem, også kaldet “venøs insufficiens”, kommer ofte over tid og skyldes, at veneklapperne ikke fungerer optimalt. Væsken ledes ikke væk fra benene og man vil opleve ødemer/hævelser/væskeansamlinger.
En kompressionsstrømpe afhjælper veneklapperne med at lede væsken tilbage til hjertet fra benet.
Kronisk, varig lidelse
Bensår
Kroniske bensår kan komme af flere forskellige grunde, dog altid på grund af dårlig blodcirkulation. Såret kan være påført mekanisk udefra, f.eks. fra stød, tryk eller slid, eller det kan komme indefra på grund af den dårlig blodcirkulation. Har du eksempelvis sukkersyge/diabetes, har du en øget risiko for at få kroniske bensår, som ikke vil hele.
For at afhjælpe ødemet og fremme helingen, vil man ofte i hjemmesygeplejen behandle med kompressionsbandager – og der vil være behov for vedvarende anvendelse af kompressionsstrømper efter opheling.
Til langvarige moderate hævelser evt. med skinnebenssår iblandet, anbefaler vi altid individuelt opmålte, specialstrikkede, fladstrikkede, lavelastiske kompressionsstrømper. Det er nemlig vigtigt for din hævelse og bortledningen af den overflødige væske, at din benstrømpe og/eller tåkappe passer på hele dit ben og ikke kun på få målepunkter. Lige som ved standard strømper.
Tilpasning af kompressionsstrømper
Når vi tilpasser en kompressionsstrømpe til dig, tager vi specielle hensyn til:
- Hvordan dit ben ser ud
- Hvordan dit hævede ben har reageret på din behandling
- Hvordan dine eventuelle tidligere kompressionsstrømper har fungeret
- I valg af kompressionsstrømper er det desuden vigtigt at tage hensyn til dit daglige virke, arbejde, fritid, belastning m.v.
Vi ønsker det bedste for dig og tager vare på din sikkerhed. Derfor anbefaler vi altid, at du som minimum får tjekket dine mål hvert år, da det er vigtigt at følge dit ødem og tage specielle hensyn til:
- Hvordan dit ben har reageret på kompressionen
- Hvis der er situationer, hvor dit ødem reagerer anderledes end det plejer
- Tilpasningen af din næste kompressionsstrømpe ud fra de erfaringer, du har gjort dig siden sidste opmåling
Selv ganske små ændringer i dine kompressionsstrømper kan få stor betydning for, hvordan dit ødem reagerer.
Vores erfaring er, at hvis en kompressionsstrømpe ikke er tilpasset korrekt, kan det, ud over at være generende for dig, gøre uoprettelig skade på dit ødem.
Standard kompressionsstrømper
Standard kompressionsstrømper anvendes næsten udelukkende ved mindre hævelser og hvor huden er intakt.
Frit leverandørvalg
I flg. Serviceloven §112 har du ret til frit at vælge din leverandør, også selvom der står en anden leverandør på bevillingen. Det skal kommunerne skrive på din bevilling.
På din bevilling står der også, at der kan være en egenbetaling, men det er altid en sag mellem dig og din leverandør – det må kommunen ikke blande sig i. De kender ikke til vores priser og om der er egenbetaling hos os. Specialbandager leverer nemlig så vidt muligt uden egenbetaling.
Læs mere om det frie leverandørvalg her
Hjemmebesøg
Hvis du ikke er i stand til at komme ud af dit hjem, besøger vi dig gerne derhjemme for en opmåling. Hjemmebesøget skal blot være bevilget af din kommune.
Husk altid tidsbestilling på tlf. 4444 8850
Se vores telefontider her