OPS-Indsigt v. Journalist Steen Houmark
Øget risiko for at A- og B-hold på et frit-valgs-område, det er blot en af konklusionerne, man kan uddrage af en lidt længere artikel om et af de mange komplicerede områder i det danske velfærdssystem.
Her har vi talt med kommunerne, regionerne og leverandørne, for at få deres perspektiv. (Artiklen er en ud af flere under et tema)
Det handler om kompressionsredskaber – Hvem har ansvaret og hjemmel til at bevillige dem? – Tusindvis af borgere falder nemlig mellem to stole.
Det har været uklart de seneste to år, hos hvilken myndighed borgere efter eksempelvis en kræftoperation kan få bevilliget de nødvendige “hjælpemidler”, hvis de lider af lymfødem.
Arnestedet for denne uklarhed er Ankestyrelsens principmeddelelser. Det har givet en sværm af klager ude i kommunerne og ind i Ankestyrelsen og mange flere er på vej, viser vores miniundersøgelse, der også giver et billede på, hvor mange af klagerne styrelsen indtil nu har behandlet.
Hertil skriver Ankestyrelsen til os:
”Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder. Det fremgår af afsnit 4 i cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.”
I forhold til Ankestyrelsen har Sisse Marie Welling, der er formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, klart et andet syn på hvem der har ansvaret.
”Som reglerne er nu, er det ikke kommunernes ansvar at bevilge de her strømper, når det handler om at behandle en borger. Det er kun kommunens ansvar, hvis strømperne skal kompensere for en nedsat funktionsevne. Men vi synes ikke, at man kan være bekendt over for borgere, at ansvarsfordelingen ikke er på plads, det er borgerne der kommer i klemme,” siger hun og fortsætter; ”Derfor er det også min klare forventning, at det her – som burde være et lille problem – bliver løst i forbindelse med sundhedsstrukturkommissionens arbejde. KL vil i hvert fald fortsat presse på for at afgrænsningen af, hvad regioner, almen praksis og kommuner skal levere til borgerne, bliver mere klar, så borgere er sikre på at få den behandling, de skal have.”
Regionerne har ofte ikke lovhjemmel
Hos Danske Regioner er man ved at læse sig ned i den seneste principmeddelelse og vil efterfølgende vurdere, om man skal rette henvendelse til styrelsen, som man ikke har været i kontakt med.
”I Danske Regioner arbejder vi fortsat for, at der fra nationalt hold findes en løsning, som kan sikre, at borgere får den rette hjælp. Det er vores vurdering, at der er behov for at reformere området, så der gøres op med kassetænkning, sektorgrænser og den eksisterende lovmæssige skelnen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber,” skriver Danske Regioner til OPS-Indsigt.
Danske Regioner har været i dialog med KL, man ser dog nødvendigheden af involvering fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Social- og Boligministeriet, hvis der skal findes holdbare løsninger.
”Vi er nemlig kede af den måde, som principmeddelelsen 20 22 har ændret praksis i kommunerne og betydet, at mange tusind borgere har stået uden adgang til de nødvendige kompressionsstrømper. I mange tilfælde kan kompressionsstrømperne nemlig heller ikke defineres som et behandlingsredskab, og så har vi i regionerne praktisk taget ikke lovhjemmel til at udlevere dem til borgerne. Det har betydet, at mange borgere er blevet efterladt uden gratis adgang til de nødvendige kompressionsstrømper og med enten forværring af deres tilstand eller en stor egenbetaling til følge. Det er ulighedsskabende,” skriver Danske Regioner i et svar.
Risiko for A- og B-holds tilstand
Morten Rasmussen fra Danish Care har også fokus på den ulighedsskabende situation, som har præget bevillingen af kompressionsredskaber siden 2022. Den betyder nemlig, at man er ved at udskifte det gratis frie valg med et selvbetalingskrav. Og det er ikke småpenge, som borgere med behov for kompressionsredskaber skal hive op af lommerne. Selvom de ofte beskrives som strømper, er de specialsyede og individuelt tilpassede produkter, der godt kan koste 25.000 kr. om året eller mere, får vi oplyst.
“Borgerne er presset til enten at købe produkterne selv eller undlade, hvilket er med til at skabe både en A og B-holds situation, men også på sigt kan vi forvente at se nogle menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser,” siger Morten Rasmussen.
Han ser bl.a. en risiko for, at nogle af de her patienters tilstand forværres så de enten trænges ud af arbejdsmarkedet, på et tidspunkt hvor vi mangler arbejdskraft, “Eller vi kommer i en situation, hvor de her patienter må indlægges eller i øget omfang trække på kommunal hjemmepleje,” siger Morten Rasmussen.
Del på LinkedIn
