Ankestyrelsens principmeddelelse 4-24 om hjælpemidler

behandlingsredskaber – kompressionsmaskine – afhjælpning

Principmeddelelsen fastslår

En kompressionsmaskine kan både være et hjælpemiddel, der bevilges af kommunen, og have
karakter af et behandlingsredskab, der udleveres af sundhedssektoren som led i eller fortsættelse
af behandling. Om kompressionsmaskinen kan bevilges som et hjælpemiddel afhænger af en
konkret og individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang, samt hvilke behov brugen af
kompressionsmaskinen skal afhjælpe.

Efter servicelovens § 112 kan der ydes støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de
varige følger af en nedsat funktionsevne. Et hjælpemiddel skal medvirke til, at ansøgeren får
mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre
den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Apparater eller redskaber, der alene
har til formål at forbedre, vedligeholde eller forhindre en forværring af det aktuelle
funktionsniveau, kan derfor ikke bevilges som hjælpemidler.

Det er en forudsætning for bevilling af hjælpemidler, at ansøgeren er omfattet af den personkreds,
der kan have ret til hjælpen. Det vil sige, at borgeren skal have en varigt nedsat funktionsevne. Det
indebærer, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de
helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af
den nedsatte funktionsevne. Hvis behandlingsmulighederne er udtømte, anses lidelsen for varig i
servicelovens forstand.

Det er også en forudsætning for bevilling af et hjælpemiddel, at apparatet eller redskabet i
væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan
lette den daglige tilværelse eller er nødvendig for at borgeren kan være i et erhverv.

Væsentlighedsvurderingen er konkret og individuel og foretages ud fra en samlet vurdering af
hjælpemidlets betydning for at kunne afhjælpe borgerens funktionsnedsættelse. Kommunen kan
lægge vægt på blandt andet helbredsmæssige forhold, sociale forhold, muligheden for at leve et liv
som andre på samme alder og i samme livssituation, og om der findes andre måder at
kompensere for funktionsnedsættelsen på.
Hvornår er en kompressionsmaskine et hjælpemiddel?

En kompressionsmaskine anses for at være et hjælpemiddel, hvis borgeren opfylder betingelserne
i servicelovens § 112. Det betyder, at kompressionsmaskinen er et hjælpemiddel, hvis ansøgeren
har en varigt nedsat funktionsevne, og kompressionsmaskinen i væsentlig grad kan afhjælpe de
varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i
hjemmet eller er nødvendig for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Omvendt kan en kompressionsmaskine ikke anses for at være et hjælpemiddel, hvis
kompressionsmaskinen udelukkende skal bruges til at forhindre en forværring af funktionsevnen.
I disse tilfælde kan genstanden eller redskabet være et behandlingsredskab.

Det forhold, at kompressionsmaskinen også kan forhindre en forværring af ansøgerens
funktionsevne eller helbredstilstand, kan ikke i sig selv føre til, at der ikke er tale om et
hjælpemiddel. Det afgørende ved vurderingen af, om der er tale om et hjælpemiddel, er, om
ansøgeren har en varigt nedsat funktionsevne, og at væsentlighedskriteriet er opfyldt.

Hvordan behandles en ansøgning om et hjælpemiddel?

Når en kommune modtager en ansøgning om et hjælpemiddel, skal kommunen indledningsvist
forholde sig til, om apparatet eller redskabet i den konkrete sag opfylder betingelserne for at
kunne bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens § 112.

Det er en forudsætning for bevilling af hjælp efter bl.a. servicelovens § 112, at hjælpen ikke kan
bevilges efter anden lovgivning. Det følger af subsidiaritetsprincippet i servicelovens § 115.

Kommunen skal dog være opmærksom på, at hvis det endnu ikke er afklaret i sundhedssektoren,
om det ansøgte apparat eller redskab kan bevilges som et behandlingsredskab for borgeren, skal
kommunen – uanset subsidiaritetsprincippet – foretage en vurdering af, om det ansøgte kan
bevilges efter servicelovens regler.

Det betyder, at hvis kommunen vurderer, at det ansøgte apparat eller redskab kan bevilges som et
hjælpemiddel, men det endnu ikke er afklaret, om apparatet eller redskabet kan bevilges som et
behandlingsredskab, skal kommunen i henhold til afgrænsningscirkulæret umiddelbart levere det
nødvendige hjælpemiddel til borgeren. Betalingsspørgsmålet vil herefter skulle afklares med
sundhedssektoren.

Ansvaret for denne afklaring påhviler ikke alene kommunen, men er et fælles ansvar mellem
kommunen og sundhedssektoren. Det er dog alene sundhedssektoren, der har kompetence til at
vurdere, om et redskab kan udleveres som led i behandlingen.

Hvis kommunen vurderer, at det ansøgte apparat eller redskab ikke kan bevilges som et
hjælpemiddel, skal kommunen vejlede borgeren om muligheden for at kontakte
sundhedsvæsenet med henblik på, at sundhedsvæsenet kan vurdere, om borgeren kan få bevilget
det ansøgte som et behandlingsredskab. Hvis det allerede er afklaret af sundhedsvæsenet, at det
ansøgte apparat eller redskab ikke kan bevilges som et behandlingsredskab, medfører dette ikke i
sig selv, at produktet skal bevilges af kommunen. Det afgørende for, at et apparat eller redskab
kan bevilges som et hjælpemiddel, er, at betingelserne i servicelovens § 112 er opfyldt.

Den konkrete sag

I sagen vurderede Ankestyrelsen, at en kompressionsmaskine kunne bevilges som et
hjælpemiddel, da borgeren havde en varigt nedsat funktionsevne, og da kompressionsmaskinen i
væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

Det forhold, at borgeren uden kompressionsmaskinen var i risiko for mere udtalt ødem i begge
ben med belastning af karsystemet til følge, kunne ikke føre til, at kompressionsmaskinen ikke
kunne bevilges som et hjælpemiddel.

Vi lagde afgørende vægt på, at borgeren med en kompressionsmaskine var i stand til i så høj grad
som muligt at leve et liv som andre på ansøgerens egen alder og livssituation. Det fremgik således
af sagen, at borgeren ved at bruge kompressionsmaskinen var i stand til at udføre helt almindelige
daglige gøremål såsom at lave mad, handle ind, gå tur med familiens hunde, opholde sig på begge
boligens etager og deltage i sociale aktiviteter i og uden for hjemmet. Uden kompresionsmaskinen
kunne borgeren på en god dag udføre maksimalt to af de ovennævnte aktiviteter. Ansøgeren
oplevede desuden forbedring af sin nattesøvn, da uroen i benene forsvandt, og borgeren var
selvstændigt i stand til at tage sine kompressionsstrømpebukser af om aftenen.

Det fremgik i øvrigt af sagen, at borgerens lidelse ikke længere var behandlingskrævende, og
denne var derfor afsluttet fra karkirurgisk og lymfødemterapeutisk regi i sundhedsvæsenet.

Det forhold, at borgeren uden brug af kompressionsmaskinen var i risiko for mere udtalt ødem i
begge ben med belastning af karsystemet til følge, og maskinen derfor også kunne anvendes til at
forebygge forværring af tilstanden, kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Link: Læs hele principmeddelelsen hos ankestyrelsen her

Share on LinkedIn Del på LinkedIn
Relaterede nyheder