København 26. oktober 2023
J.nr.: 23067.
I forbindelse med Ankestyrelsens principmeddelelse 20-22, har mange kommuner givet udtryk for, at de forstår meddelelsen sådan, at kompressionsstrømper efter sin natur ikke længere kan bevilges som hjælpemidler efter servicelovens § 112.
Det har i praksis betydet, at mange borgere lander mellem to stole, fordi de ikke længere kan få de bevillinger, som de har brug for, da kommunerne ikke vil bevillige de ansøgte kompressionsstrømper efter serviceloven, og borgerne heller ikke får bevilget strømperne som et behandlingsredskab af regionerne.
Ankestyrelsen har slået fast i en at denne tolkning ikke er udtryk for en korrekt forståelse af principmeddelelsen, da kompressionsstrømper godt kan være et hjælpemiddel, der kan bevilges efter servicelovens § 112.
Som borger er det vigtigt at vide, at striden mellem regionerne og kommunerne om, hvem der skal bevilge et produkt og dermed hvem der skal betale, aldrig må betyde, at borgeren ikke kan få de nødvendige bevillinger – dette uanset om der reelt er tale om et behandlingsredskab som regionen skal betale eller et hjælpemiddel som kommunen skal betale.
Definitionerne af hhv. behandlingsredskaber og hjælpemidler eller forbrugsgoder følger af afsnit 2.1. og 2.2. i Afgrænsningscirkulæret. Men i de tilfælde hvor regionerne og kommunerne ikke kan blive enige om, hvorvidt strømpen skal bevilges som behandlingsredskab eller hjælpemiddel eller hvor den pågældende kompressionsstrømpe kan falde ind under begge betegnelser, fordi strømpen både kan bevilges i forbindelse med behandling på sygehuset, og i forbindelse med afhjælpning af en funktionsnedsættelse, opstår spørgsmålet om, hvilken myndighed, der er ansvarlig for betalingen.
Det følger imidlertid utvetydigt af afsnit 4. i cirkulæret, at hvis der foreligger tvivl om ”hvilken – myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller af kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade.
Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere behandlingsredskabet eller hjælpemidlet, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.”
Såfremt en borger ikke kan opnå en nødvendig bevilling, kan der klages over afslaget.
- Hvis der er tale om afslag på bevilling af et behandlingsredskab, skal afgørelsen være baseret på en konkret sundhedsfaglig vurdering, og afslag kan indklages til Patientombuddet eller Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 1 og 2 i bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
- Hvis der er tale om afslag på bevilling af et hjælpemiddel, kan afgørelsen indklages til Ankestyrelsen, jf. § 166 i lov om social service og kap 10.
Med venlig hilsen
Anja Piening
Adm. direktør
Partner, advokat, LL.M.
